Al Bundy vender tilbage?

Al Bundy og nostalgien i Married with Children: En hyldest til den evige skosælger

I slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne, midt i en tv-tid præget af feel-good-familier, perfekte forældre og moralkage til sidst i hvert afsnit, trådte en mand frem som et både befriende og brutalt modstykke: Al Bundy. Han var hovedpersonen i den satiriske sitcom Married with Children, og han blev hurtigt noget af et kultfænomen – især blandt dem, der havde fået nok af de glansbilledagtige idealer i serier som The Cosby Show, Full House og Family Ties.

Al Bundy, spillet af Ed O’Neill med en sjælden blanding af træthed og timing, er et ikon. Ikke fordi han er en god far, en kærlig ægtemand eller en succesfuld mand – men netop fordi han ikke er noget af det. Og det er dét, der gør ham morsom og mindeværdig. I dag – årtier efter serien første gang rullede over skærmen – er han stadig en nostalgisk figur for dem, der voksede op med hans opgivende suk, hans evige had til sit job og hans endeløse monologer om ”the good old days” på Polk High.

En mand i krise – og komfort

Al Bundy er selve symbolet på den moderne mand i krise. Han er gift med Peggy, en kvinde med stort hår, store drømme og en endnu større modvilje mod husligt arbejde. Sammen har de to børn: Kelly, en stereotyp blondine med skiftende kærester og manglende fornemmelse for virkelighed, og Bud, en desperat teenager i evig jagt på kvindelig opmærksomhed. Al sidder fast i et job som skosælger i et discount-indkøbscenter, hvor han betjener krævende, ældre, overvægtige kvinder, som han ikke kan skjule sin afsky for.

Men midt i al denne elendighed – eller måske netop derfor – er der en stærk humoristisk kerne. For Al Bundy giver ikke op. Han brokker sig, han råber, han sukker og han drømmer sig væk, men han bliver hængende. Det gør ham både latterlig og sympatisk – og det er præcis her, at nostalgien i serien får sin styrke. Vi genkender os selv i ham, på den ene eller anden måde. Måske ikke direkte, men i det at føle sig fanget, underkendt og lidt til grin i sin hverdag. Og samtidig er der noget trygt i Al Bundys rutiner: han kommer hjem, smider skoene, synker ned i sofaen og får øje på Peg – og vi ved, hvad der kommer. Det er en humor, der ligger i gentagelsen, i det velkendte og i det overdrevne.

Humor uden filter

Married with Children var banebrydende, fordi den nægtede at pakke tingene ind. Serien lavede grin med alt fra overvægt, kvindesyn og teenage-sex til fattigdom, had mod svigermødre og frustrationen over at være bundet i et ægteskab, man helst ville flygte fra. I dag ville meget af det være kontroversielt – men dengang føltes det befriende. Serien stak til alle de ting, der ikke blev talt om i de pæne, velmanerede serier. Og Al Bundy var ankeret. Han sagde det, ingen andre turde sige højt – og selvom det var groft og politisk ukorrekt, var det også rasende morsomt.

En klassisk Bundy-replik kunne lyde:

“I hate my life, I hate my job, and if it wasn’t for bad luck, I’d have no luck at all!”

Og så var der hans evige nostalgi om Polk High – gymnasiet, hvor han en gang scorede fire touchdowns i én kamp. Et bedrift han aldrig lod nogen glemme. Det blev et tilbagevendende tema i serien: Al, der mindes sin ungdoms storhedstid, mens han står i en skotøjsbutik og kæmper med endnu en kunde med knyster. Det tragikomiske i denne længsel efter en tid, hvor han havde håb og fremtid foran sig, giver karakteren en dybere tone under den grove overflade.

Et maskulint modstykke

Al Bundy repræsenterer også et slags anti-ideal for manden. Hvor mange tv-fædre blev portrætteret som forstående, rummelige og moralske søjler, var Al Bundy stivnakket, bitter og emotionelt utilgængelig. Han havde ingen visdomsord at give videre, og de få gange han forsøgte sig med en slags opdragelse, gik det oftest galt. Men i alt sin håbløshed var han ærlig. Han var træt, udbrændt og konstant overmatchet af sin egen familie.

På den måde rørte han ved noget ægte. Ikke fordi man nødvendigvis ønsker at være som Al Bundy – men fordi han tør være det, mange frygter at blive. Han er manden, der fik alt, hvad han troede, han ønskede – kone, børn, hus – og fandt ud af, at det slet ikke var, hvad han havde drømt om. Det er mørkt. Men det er også morsomt, fordi det bliver serveret med så meget overdreven kynisme og så lidt sentimentalitet, at man ikke kan lade være med at grine.

Den nostalgiske appel i dag

Set i dag fremkalder Married with Children og især Al Bundy en særlig form for nostalgi. Ikke kun fordi serien er en tidskapsel fyldt med 90’er-mode, kassettebånd og datidens sociale normer – men fordi den repræsenterer en form for humor, som man sjældent ser i dag: rå, upoleret og uden skrupler.

For dem, der voksede op med serien, var Al Bundy næsten som en slags onkel, der altid sad i sofaen og brokkede sig, men som alligevel hørte til. Hans stemme, hans gestik, hans måde at smække døren på og hans konstante kamp mod Peggy og hendes mor – det hele blev en del af et tv-univers, man kunne vende tilbage til igen og igen.

I en tid, hvor mange komedieserier er bange for at træde nogen over tæerne, kan det næsten føles forfriskende at se et afsnit med Al Bundy. Ikke fordi man nødvendigvis er enig i det, han siger – men fordi det minder én om, hvordan humor engang var noget, der turde mere. Noget der gjorde grin med os alle – og hvor vi grinede med.

Al Bundy-mytologi

Det er ikke tilfældigt, at Al Bundy i dag lever videre som en slags mytisk figur i popkulturen. Han er blevet et meme, et citat, en reference for alt, hvad der er tragikomisk og selvdestruktivt i midaldrende mandeliv. Der findes stadig fansider, T-shirts og samlerfigurer med ham. Der findes YouTube-videoer med timers sammenklip af hans bedste fornærmelser. Og det skyldes alt sammen, at han repræsenterer noget dybere end bare jokes.

Al Bundy er næsten som en moderne Don Quixote – en mand, der kæmper mod vindmøller, som han selv har bygget, og som nægter at anerkende, at slaget er tabt. I stedet for sværd og ære har han sko og sarkasme. Men han kæmper videre. Og det gør ham – trods alt – beundringsværdig.

Konklusion: Den evige skosælger i vores hjerter

Når man ser tilbage på Married with Children, er det svært ikke at føle et stik af nostalgi. Ikke nødvendigvis fordi man savner Al Bundys verdenssyn, men fordi man savner den æra af tv-humor, hvor en karakter som ham kunne eksistere uforstyrret af filter og politisk korrekthed. Han var grov, men menneskelig. Frustreret, men vedholdende. Og frem for alt var han morsom – på den måde, som kun de mest tragiske figurer kan være.

Al Bundy var – og er – en påmindelse om, at livet ikke altid bliver, som man havde håbet. Men at man stadig kan grine. Af sig selv, af sin familie, af sit job og af verden. Og det er i den latter, at nostalgien bor.

Så næste gang du sætter dig i sofaen med en kold øl, skoene af og et suk over verdens uretfærdighed – så send en tanke til Al Bundy. Han sad der før dig. Og han vil sidde der længe efter. Med Peg ved siden af, fjernsynet foran sig og en fast tro på, at alt var bedre dengang, han scorede fire touchdowns i én kamp for Polk High.